2: Kristine og Christens fem børn

   Også Aage vendte sig mod landbruget. Den 12. juni 1934 blev han gift med Gudrun Mortensen, datter af skrædderen i Vils (Kristine Thomine og Niels Chr. Mortensen). De unge skulle etablere sig i skyggen af depressionen. Først boede de til leje i Fredsø og levede af Aages daglønnede løse arbejde. Her fik de deres første søn, Erik, den 26. september.

   Christen gjorde fire unge landmænd (heriblandt sønnerne Aage og Ejnar) opmærksom på, at der kunne etableres statshusmandsbrug i Sindbjerg på Mors.

   Det var politisk blevet besluttet, at der skulle skabes levebrød i landområderne gennem etablering af statshusmandsbrug med 6-8 ha jord og plads til nogle få køer og 1-2 hold grise. En betingelse for statsstøtten var, at man med forevisning af et 4-cifret beløb kunne sandsynliggøre, at en besætning kunne fremskaffes. De fire aspiranter forelagde hver for sig det selv samme beløb, og blev således godkendt til lånegarantien.

   Aage fik velvilligst adgang til at beskæftige sig selv på Vils Cementstøberi i vinteren fra 1934-35, hvor han lavede alle de nødvendige cementsten til byggeriet i 1935 i Sindbjerg.

   Der skulle hentes indtægter ved siden af landbruget, hvis livet skulle opretholdes. Med seks børn i løbet af bare 10 år, med besættelse af landet, og med de trange år efter befrielsen, var det en vanskelig tid.

   Postevandet blev hentet fra pumpen på gårdspladsen, og der var das i skuret uden for stuehuset. Elektricitet var ikke indlagt, og der måtte ikke ruttes unødigt med petroleum til lampen over bordet. Derfor kunne skumringen nemt vare en times tid, til det var næsten helt mørkt. Mens Aage og de ældste fodrede dyrene og malkede, sad Gudrun og de yngste ofte foran komfuret og bandt halm sammen i nogle hårde knuder med henblik på at spare på tørvene til omkring sengetid. Der er erindringer om en speciel hygge, hvor familiens medlemmer sang og bød på gensidige beretninger om, hvad dagen havde budt på. Lunt var der som regel i køkkenet. Det var da også begrænset, hvor meget man kunne se, selv efter at lampen senere blev tændt.

   På et tidspunkt lige efter krigen var det lykkedes morbror Arne at få gang i en lille vindmølle på taget, sådan at der ofte kunne lyse en lille pære i kostalden. Derved blev grebningen et godt alternativ til dasset, som kunne være en prøvelse en mørk og kold vinteraften.

   En kælderdør åbnede nedad til ’et hul i jorden’ eller en meget lav kælder. En dag, hvor Karen lænede sig op ad den, faldt hun ned og lige i saltkarret. Det var den tids køleskab. Der var plads til lidt røget kød, og hver vinter var saltkaret fyldt op med brislinger, en lille sildefisk, der var den rene og skære sundhed.

   Børnene var Erik, Hans, Ingrid, Karen, Jørgen og Knud. I 1947 rykkede alle otte over fjorden til Krejbjerg i Salling til et lidt større husmandssted, hvor der dog var indlagt strøm, men fortsat med vandpumpe i gården og das i udhuset. For os børn var det et rigt område med skov og strand, med skaller og aborrer i åen, med gedder og ål i Mollerup Sø, jættestuen i plantagen og mudderkastning med knægtene fra Rødding på den anden side af åen. I Krejbjerg var det nok også det tætteste, Aage kom et rentabelt landbrug.

   Et mærkbart teknisk fremskridt var opførelsen af et fælles frysehus for beboerne i den del af Ginnerup, som lå nærmest Søholm. Tørring, saltning og røgning af kød var herefter ikke helt så nødvendig for husholdningen. Det første køleskab kom da også til i Krejbjerg-tiden.

   Skolegangen i Krejbjerg foregik mest om vinteren. Der var tre år hos fru Klausen og fire år hos L.P.Jensen. Dagen startede i stalden med udmugning og malkning (malkemaskine blev installeret i 1954), idet Aage skulle tidligt af sted med hestene på mælketuren. Om sommeren mødte vi tre dage om ugen kl. 7-12, mens der om vinteren var meget mere skolegang, som regel var det kl. 9-15.

   Efter endnu nogle år – i 1958 omkring sølvbryllupstiden - blev der handlet til et mindre husmandssted på Otting Hede, og i stedet for mælketransporterne supplerede Aage landbruget med arbejde hos købmanden og hos OD-møbler i Oddense. Det var på Otting Hede, at det første fjernsyn blev anskaffet stærkt inspireret af børnebørnene, som rask kom til i disse år.

   Fra maj 1973 og frem til Aages død i 1978 boede de i et moderne parcelhus i Jebjerg. Her blev Gudrun derpå boende så længe, hun kunne i små 20 år, indtil hun i 1997 døde fra ældrecentret i Jebjerg. Aage og Gudrun er sammen begravet på Jebjerg Kirkegård.

   De seneste år tilbragte Esther på Vejerslev Plejehjem, hvor hun til det sidste nød omgang med den nærmeste familie, som hun hele sit liv havde taget sig godt af.

   Ejnar Stagstrup kom til verden den 30. januar 1909 i Vejerslev få måneder efter, at Kristine var kommet til Danmark fra Chicago. Allerede dengang lidt speciel: Grundlagt i USA og søsat i Danmark!

   Som ung tjente han ved landbruget mange steder. Bl.a. havde han plads på Als, og hvad gjorde den unge mand, da han skulle søge stillingen: han cyklede da derned – en lang tur fra Mors på flere hundrede kilometer. På vejen klarede han sig ved den lejlighed oven ud af de frygtede Vejle-bakker ved at hægte sig fast til bagsmækken på en lastbil, når det gik opad. 

   Senere gæstede han Vallekilde Højskole på Sjælland, hvor han også fik uddannelsen som delingsfører i gymnastik. Det gik han meget op i efterfølgende og havde mange unge mennesker under sin kommando.

   Også musikken gjorde han noget ved og gik til undervisning hos Brusgaard i Vils. Det blev dog senere lagt på hylden, da han mødte Maren Bak (født den 14. juni 1914 mellem Frøslevvang og Mollerup), som var en habil klaverspiller, og som var datter af spillemand Kræn Bak og Kirstine.

   Han mente ikke, at han kunne stå mål med svigerfar, så violinen blev lagt til side, og ingen har hørt ham spille efter det tidspunkt. Men musikken er blevet brugt flittigt, da de begge to var ’vild med dans’.

   I en periode var han også handelsmand, og han blev hjulpet i gang af en ældre kollega. Bl.a. ville Ejnar gerne vide, hvordan han kunne give kredit til en landmand uden at risikere at miste sit tilgodehavende. ”Det er ganske enkelt”, sagde den erfarne kollega, ”du skal bare kigge på møddingspladsen: hvis den er pæn og ryddelig og ordentlig stablet op, så kan du sagtens give kredit; for så har han også orden i pengesagerne”. Et godt råd, som kan overføres til nutiden i andre sammenhænge.

   I 30’erne var bilerne begyndt deres indtog, og Ejnar blev én af de første med lillebil (den tids taxi’er) på Mors. Det siges, at han allerede dengang brugte det moderne containersystem, idet han om dagen havde en grisekasse bag på bilen som handelsmand, og når han skulle fungere som lillebilvognmand, blev denne kasse skiftet ud med en ”kasse” til passagerer.

   Det var resterne af en gammel herregård, som kan findes i papirer tilbage til 1500-tallet, og som til tider har været en meget velhavende herregård. Blidstrup var herregård frem til 1923, hvor avlsbygningerne brændte, og der blev lavet udstykning af husmandsbrug fra stedet.

   I 1962 blev ejendommen i øvrigt overtaget af en gruppe mennesker med tilknytning til kirkelivet på Mors. De satte ejendommen i stand og kunne den 3. maj 1962 starte Blidstrup Ungdomsskole.

   Fra og med 1948 blev der mere ro omkring familiens bosteder, idet afholdshotellet blev mageskiftet med et hønseri i Øster Assels.

   Her havde familien sit ud-komme de næste 30 år, og i de fleste af årene blev der i årets første halvdel ruget kyllinger ud, og de blev solgt på Mors og Fuur samt i Thy.

   Når Aages børn fra Krejbjerg i Salling skulle på besøg, var det nemmeste at tage cyklerne de 3-4 kilometer ned til teglværket ved Nymølle. Her var en dørplade anbragt sådan på stranden, at den kunne vippes op i lodret position. Ventetiden blev brugt til badning fra stranden. En fisker fra Sillerslevøre (tæt på Øster Assels) fik så altid øje på, at der var kunder i butikken. Så måtte der vades ud til fiskerbåden, og cyklerne blev lagt i robåden, som var spændt efter motorbåden. Om aftenen skulle der blot bankes på fiskerens sovekammervindue, så kunne færgefarten tilbage til fastlandet fuldendes.