Saga om Stagstrup-erne

Om en undersøgelse

Siden denne saga blev til i år 2007 har mange af slægtens medlemmer funderet over, hvad der skete, dengang Kristine og Christen var unge.

Knud har fundet mange vidnesbyrd på internettet, og Svend Erik har leveret en artikel om Claus Jensen fra Flade. Her bringes disse resultater i sammenskrevet form.

Det norskbyggede skib 'CARONIA', som den 30-8-1905 ankom til New York

Fra Liverpool til New York

De var 23 år og 22 år, da de i 1905 som nygifte i Liverpool, England, gik ombord på det norske dampskib Caronia.

Aftalen om at blive blandt skibets 2031 passagerer synes at have foregået mundtligt eller gennem flere led mellem en morsingbo på den ene side og en englænder på den anden side. For det første er hjembyen 'Vejerslev' blevet til det københavnske 'Vigerslev', idet afsenderen nok har sagt 'vi er fra Weesle'.

For det andet er de ikke skrevet op som ægtepar. Under K kan man finde 'Kristensen, Kristine Anine, Vigerslev', mens man under S kan finde 'Stagstrup Kristensen, Kristen, Vigerslev'. Bemærk, at skibspersonalet (modsat præsten) har stavet Christen med K.

Der er optegnelser på Ellis Island Museum, som viser, at de ankom den 30. august 1905 til New York. Hun var 23 år og gift. Han var 22 år og gift. Slægtsforskere, som ønsker det, kan af museet få lov til mod betaling at afskrive dette skibsdokument, som er i håndskrift - med et pænere foto af skibet.

Gudinden kan ses fra Ellis Island

Ligesom vi i Danmark har Sandholm, så havde amerikanerne på den tid Ellis Island. Det er en ø, som ligger midt i Hudsonfloden ved indsejlingen til New Yorks havn. Når man var kommet i land fra Atlantoverfarten, måtte man vente på færgen til Ellis Island. Hele tiden kunne man se Frihedsgudinden. Ellis Esland blev kaldt 'Tårernes Ø' eller 'Heartbreak Island' (det hjerteskærendes ø).

Men så hører sammenligningen også op. Behandlingstiden, om man måtte komme ind i landet, var mellem to og fem timer (TIMER). Der var ca. 2%, som blev sendt hjem igen, fordi de var enten kriminelle, sindssyge eller bærere af smitsomme sygdomme, eller de var i den grad ufaglærte, at man skønnede, at de på sigt måtte blive et problem. Med den tids forhold var det heller ikke sjovt at blive sendt tilbage på havet.

Nogle kom dog på øens hospital, og over årene døde ca. 3.000 personer der. Det var dog ud af over en million pr. år eller omkring 10.000 om dagen. De øvrige 98% kom ind i USA. Ellis Island er idag et museum.

Det var denne type skraldevogn, Christen benyttede i Chicago

Skraldemand i Chicago

Man havde ingen regler for skraldindsamling først i sidste århundrede. Det kom der i USA først i 1934, hvor dumpning i havet forbydes af Højesteret. Der var  i Chicago omkring 70 skralde-selskaber, der arbejdede på hvor sin måde. I vore dage er der en 12 - 15 stykker.

Omkring 1908 var det sådan, at man indrettede sig med at lægge affaldet, hvor det var mest belejligt, og i mange både større og mindre byer lod man grise tage det sig af det i byernes udkant, hvor de så ejedes af der boende farmere. 75 grise kan æde 1 ton affald pr. dag. Men Benjamin Franklin havde dog allerede i 1700-tallet indført rendestenen, så noget affald selv kunne løbe væk. I Chicago var der den kæmpemæssige Erie-sø at putte det ud i. Men man havde selskaber, der kørte affaldet de steder hen. Alt hvad der ikke var mad, blev brændt eller nedgravet.

I 1908 var der 161 byer i USA med sådanne selskaber. I netop Chicago - sammen med Cleveland i Ohio - etableredes allerede i 1908 den første aluminiumsgenbrugsstation i USA, og man kunne i de 2 store byer lukke over 100 forbrændingsanlæg. På det tidspunkt er skraldevognene udstyret med motor, samtidig med at være hestetrukne. I 1914 får man forbrændingsanlæg med mere kontrol over, hvad der er i røgen, og man går over til biler.
 
Knud nævner, at han har checket et ret stort antal af de nuværende skralde-, klunser- og genbrugsstationer i og omkring Chicago på hjemmesider, hvor nogle af dem skriver, hvornår de er fra. Men nogle gør ikke. Det har indtil videre ikke været muligt at datere nogle af dem helt tilbage til det aktuelle tidspunkt.

Det er sikkert, at Christen underholdt sin hastigt voksende familie ved således at køre affald mod betaling. Firmaet voksede til formentlig fem spand heste og en række folk i arbejde. Christen blev ikke en velhavende mand på disse meget få år. Dog har han angiveligt kunnet afhænde virksomheden, sådan at han gældfrit kunne følge efter Kristine og børnene til Danmark med en forsinkelse på ca. 3 måneder.

Claus Jensen Flade - Chicago

Hvem købte firmaet ?

På foranledning af deres yngste datter Gudrun, som opnåede at blive 95 år, inden hun fornylig afgik ved døden, forsøger vi nu at føre vidnesbyd om, at køberen var den Claus Jensen, som ti år tidligere rejste ud fra Flade til Chicago.

Han kaldte sig vedholdende 'skraldemand i Chicago', og han blev en særdeles velanset og velhavende danskamerikaner. Efterfølgende bringes nogle avisartikler om 'Bette Claus' samlet af Niels V. Larsen. Ved ét af fætter-kusinernes Stagstrup-træf så vi i Flade Bakker den mindesten, som er rejst til ære for den store morsingbo.

Flade på Nordmors

Knud er igang med en omfattende eftersøgning for eventuelt at finde flere indicier, som peger i retning af, at køberen var Claus Jensen. Desværre er navnet ikke specielt eller sjældent, men der er visse muligheder via 'Det Danske Broderskab', via flere skibslister og via Chicago virksomhedernes optegnelser.

Her bringes nyt i takt med, at interessante elementer dukker op.

Det Danske Broderskab, hvor Claus Jensen var vicepræsident

Der er idag ikke mange renovationsselskaber i storbyen. Men ét af dem blev grundlagt i 1914 som genbrugsfirma under familienavnet Groot's. Ganske vist har det hjemsted i det pænere kvarter i byen, mens vore forfædre (som Al Capone) boede i et noget mere socialt belastet kvarter. Men vi må medtænke, at bilerne nu gjorde deres indtog i branchen, og en markant sammenlægning fandt sted, så her en lovende indgangsvinkel.

Salgierhøj, Mors

Claus Jensen høj i Flade bakker

Claus Jensens høj

i Flade Bakker
Af Niels V. Larsen
   Engang i foråret blev jeg stillet det spørgsmål, hvem egentlig den Claus Jensen var, der står en mindesten for på en høj nordøst for Salgjerhøj i Flade. J eg kendte godt højen og stenen og kunne huske den fra min barndom, - for mange, mange år siden! - når vi var til børnedyrskue på Salgjerhøj. Da var højen og stenen synlig, og ikke som nu gemt væk i en hel lille skov af selvsåede bjergfyr, så den kun kan findes af stedkendte folk.
   Mindestenen er af rødlig granit og bærer indskriften: TIL MINDE OM MORSINGBOEN CLAUS JENSEN - FØDT I FLADE 1867, AMERI­KANSK BORGER 1905, DØD I CHICAGO 1928 - REJST 1929 AF VENNER I CHICAGO U.S.A.
   Jeg startede med at kigge i de gamle aviser fra 1928 og 1929 og fandt frem til flere artikler og indlæg omhand­lende Claus Jensen og mindestenen i Flade. I det efterfølgende vil jeg lade aviserne berette, da indlæggene er skrevet af folk, som levede på den tid og kendte Claus Jensen godt.

Morsø Folkeblad

12.

"Morsingboen, der aldrig glemte sin fødeø ! - Fra Dr. Max Henius modtog en afMorsø Folkeblads Medarbejdere fØlgende Telegram: Claus Jensen Chi­cago døde i Nat. Han blev opereret for 2 Uger siden, og Resultatet tilsynela­dende godt. - Begravelse i Morgen - Henius. - Det er i Aar 36 Aar siden, den unge Claus Jensen fra Flade drog til Amerika for at forsøge at bane sig Vej i det fremmede. Han havde været Karl hos Apotheker Theilmann Friis, og han havde kjørt Mælkevognen for Mælke- handler Haaning, men nogen af de to Bestillinger passede ham ikke. Han vilde frem, og han syntes, at Amerika maatte kunde opfylde hans Længslers Maa1. Han drog afsted uden Kapital i Lommen, men med et par arbeidsvante Næver, og klar til at tage fat paa, hvad der maatte byde sig. Den unge Mand drømte dog sikkert ikke om, at han skulde naa saa vidt, som Tilfældet blev. Da han tog fra Mors, tænkte han sikkert ikke paa, at han skulde blive en af de Mænd, som ikke alene alle Danske, men ogsaa mange Amerikanere i Chicago saa op til, men saaledes blev det. Han skabte sig en Bane i det fremmede, han ar­beidede sig frem, og nu ved sin Død var Claus Jensen en velagtet og anset Mand i Chicago. Han var Formand for Det Danske Brodersamfund, og naar han talte, lyttede man til hans Ord.

Som Redaktør Poul Kunst sagde, da han i Søndags talte om de tre Dansk­Amerikanere, paa hvis Initiativ den ejendommelige, men smukke Fest blev holdt paa Bendix Hotel, - den ene af dem var jo, som det vil erin­dres, Claus Jensen: "Før i Tiden var Chicago en snavset By, men saa kom Morsingboerne, og de satte sig den Opgave at gjøre denne ren. Nu er det lykkedes dem godt, og Chicago er nu en af de reneste Byer i Amerika. En af de Mænd, der har gjort et stort Arbeide i denne Retning, og derigjennem faaet en smuk social Position, var Claus Jensen. Han var en af dem, vi

For tre Aar siden gjæstede Claus Jensen Danmark efter at have opholdt sig i Amerika i 33 Aar. Han vakte da Opsigt, ogsaa i Kjøbenhavn, ved under en stor ModtageIses Høitidelighed at holde en versificeret Tale for Danmark. Bladet "Kjøbenhavn” skrev den Gang om Talen: "En virkelig Bedrift udførte Chicago Entreprenøren Claus Jensen ved at tale paa Vers om Danmark vor Moder. Hans Morsø-Maal klinger til de fjerneste Kroge. Det synes, som den gamle Kjøbenhavner H.C.Lumbye nikker bifaldende paa sin Hylde". Den versificerede Tale lød saaledes:

Vi hilser dig Danmark,
vi hilser dig Mor,
vi hilser og bringer dig Bud
fra Datter og Søn, fra Søster og Bror
fra dem, som i Ungdom drog ud
for at danne et Hjem,

derovre mod Vest,
i det frie Amerika Land,
for at bruge de Evner,

som passede bedst,
for en retskaffen Kvinde og Mand.
De blev skuffet saa tit,

men de tabte ej Mod,
thi den danske, den sejrrige Kraft,
som fra Barn blev indpodet,

den dem aldrig forlod,
de med Iver tog stærkere fat.
De dyrked de Marker,

som var øde og tom,
de byggede Hus og Hjem.
De blev trofaste Borgere i det Land,

hvortil de kom,
de af Stjernebanneret nu ledes frem,
til Kamp og til Sejr for Frihed og Ret,
for alt, som er ædelt og godt.
Dog glemte de aldrig, den yndige Plet, hvor Dannebrog vajer saa stolt,
den Plet, hvor som Børn,

paa Moders Skjød,
de lærte at bede en Bøn,
den Plet, hvor de

Ungdommens Glæde nød,
og hvor alt var en Kjærlighedsdrøm.
Den Plet er kun lille,
men for os dog saa stor,
vi glemmer den aldrig,
- Danmark vor Mor.

Under sit Besøg i Danmark den Gang var Claus Jensen i Audiens hos Kon­gen, og blev udnævnt til Ridder. Han besøgte naturligvis ogsaa Mors under sit sidste Danmarksbesøg, og mange Mennesker vil fra den Tid huske den raske Dansk-Amerikaner, hvem Ame­rika eller Pengene ikke var stegen til Hovedet og som tydelig og klar talte sit Modersmaal. Claus Jensen var glad ved sit Besøg herhjemme, og han talte tit ovre i det fremmede, om den lille smukke

fremgaar af den Om­stændighed, at han var en af dem, der havde sat sig i Spidsen for den for­leden omtalte storstilede Gave, der skulle skjænkes Mors af Morsingbo­ere i Amerika.

Claus Jensen efterlader sig sin Hustru, der er født paa Slagelse Eg­nen, og to Døtre. Budskabet om hans Død vil blive modtaget med Sorg af de mange, som kjendte ham, baade i Amerika og her paa Mors.

Den 16. juli 1928 kan man i Morsø Folkeblad læse
følgende mindeord:
   "Morsingboen Claus Jensen død i Chi­cago! - En af Morslands gjæve Sønner er gaaet ind til den evige Hvile, men med Glorie om sit Navn og efter at have æret sit Fædreland og sin Hjemstavn ude i det fremmede. Claus Jensen saa Verdens Lys i et lille fattigt Hjem ude i Flade. Der var mange Børn, men de fik alle noget med fra Hjemmet. Claus Jensen tog sin Andel, en aldrig svig­tende Hjemstavnsfølelse, en flittig ærlig Natur, og en Evne til at overføre disse Følelser paa andre Mennesker. Det var maaske ikke ret meget han fik udrettet herhjemme, men til Gjengæld satte han dybe Spor ovre i den ameri­kanske Mellemstat, Illinois, hvor han blev Banebryder.
   Det er allerede mange Aar siden, at man betragtede Claus Jensen som en velholden Mand, og han kunde maa­ske have forlænget sit Liv, om han havde holdt sig i Ro, men det syntes umuligt for "Lille Claus". Han var interesseret og medvirkende i enhver sag, som havde Dansk- Amerikansk Smag og Klang, lokale Foreninger, Sygekasser, Sangforeninger, politi­ske og andre Bevægelser, men mest i den store landskjendte Sammenslut­ning "Det Danske Brodersamfund i Amerika", hvis 33.000 Medlem­mer alle kjendte og skattede den lille Morsingbo med de brede Skuldre, de spillende øjne og en aldrig svigtende Energi og Pligtfølelse. Claus Jensen arbejdede sig saa at sige gjennem det hele Brodersamfund. Han begyndte som "Menig" og arbeidede sig gjen­nem Graderne til Logens øverste, og senere til Overbestyrelsens næstøver­ste Trin - Overvicepræsident. Tiden benyttede han til Besøg i de mange Loger, spredt over hele Amerika, og saaledes kjendte han den hele Institu­tion bedre end nogen anden.
   Hans Død var et stort Tab for de Danske i Amerika, der bliver stille i de Gaarde og Sale, hvor han færdedes, og i de Lejre, hvor han virkede. Desværre fik jeg ham ikke sagt Farvel, men jeg fik dog et "Lykke paa Reisen", og saa den Glæde at skulle bringe Hilsen til Familie og Venner hjemme paa Mors. Jeg kan ligeledes berette, at han mod­tog den telegrafiske Hilsen fra den sjældne Sammenkomst paa Bendix Hotel, og maaske dette frembragte et svagt Smil paa hans trætte Læber.
I Poul Hoff Kunst"

I Morsø Folkeblad 16. juli 1928 kan endvidere læses følgende:
   "Skraldemanden i Chicago! - I en lang og sympatisk Artikel om Mor­singboen Claus Jensen, der forleden døde i Chicago, fortæller Forfatteren Finn Hoffmann i Politiken: "Lille Claus", som han kaldtes fra New York til Stillehavskysten, var kjendt og af­holdt af alle, især for sit Arbeide in­denfor Brodersamfundet. Men ogsaa herhjemme vil en og anden med Ven­lighed mindes den lille runde Mand, der trods de mange Aar i den nye Ver­den havde bevaret sit danske Præg og sit danske Sindelag. Han kom her til Danmark 1925 med det første dansk­amerikanske Reiseselskab. Ved denne Leilighed satte han stolt sin høie Hat paa Hovedet og gik op til Kongen og fik Ridderkorset hæftet paa sit Bryst. Det var Fædrelandets Tak for et stort og uegennyttigt Arbeide for Danskheden i Amerika. Da han efter Audi­ensen gik over Amalienborg Plads, mødte han en Journalist, som spurgte om hans Stilling: "Jeg er Skralde­mand i Chicago", sagde han smilende og svingede med sin høie Hat. Jour­nalisten stirrede vantro paa ham, men Claus Jensen talte sandt."

Morsø Folkeblad
9. august 1928:
   "Efter at Dansk-Amerikaneren Claus Jensen af Chicago, der var født paa Mors, nu er afgaaet ved Døden, be­tragtes det som givet, at hans Plan om at skjænke Thisted Amt et Bibliotek, som et varigt Minde fra udvandrede Sønner og Døtre, ikke vil blive rea­liseret. For øvrigt var Dr. Max He­nius paa Mors i Fredags for at se paa en Natursten, der skal sættes som et Minde om Claus Jensen."

Morsø Folkeblad
21. august 1928:
  

"Claus Jensen! - I sidste Nummer af "Dansk Tidende", skriver den dansk amerikanske Digter, Anton Kvist, føl­gende smukke Digt, om den afdøde Morsingbo, Entreprenør Claus Jensen:

Det gode Kjærnedanske Sind

var med, hvor Claus gik ud og ind.

I Modgangs som i Medgangsdage

han gik med Vennesind om Mund

og Sangfryd i sin Hjertelund,

- det gjorde "Bette Claus".

Af Vækst var han en lille Mand,
men lille var ei hans Forstand,
se, derfor tog han den med Ro
som ægte Morsingbo og lo,
naar Folk i Mødesal og Kro
- ham kaldte "Bette Claus".

Han blev ei, hvad som mange blev,
af Velstand haard og svulstig skjæv.
Vi saa ham gaa mod Ærens Top,
saa høit, som den blandt os naar op,
for uden Brask i Sind og Krop,
- li'frem var "Bette Claus".

Og før vi taler om hans Fejl,
maa helst vi se os selv i Spejl.
Han praled ej af eget Værd,
men stod sig mod Kritikkens Sværd,
for tro og vagtsom i sin Færd,
- det var han "Bette Claus".

Han tjente til sin sidste Dag

den danske Brodersamfunds Sag.

Der vandt han Korset paa sit Bryst,

 - hans Æresskat og Øjenlyst,

det kom en Dag fra Mindets Kyst

- med Tak til "Bette Claus".

Og det er godt, naar Mænd fra Mors
som Claus faar Ros og Hæderskors.
Nu har han lagt sin Vandringsstav,
men Brodertanken i hans Krav
vil leve over Død og Grav,
- det ved vi "Bette Claus".

Saa sov da, gjæve Bror, i Fred,
vi pynter om dit Hvilested,
med Blomst og Løv af Elm og Lind,
i Mindet om det gode Sind
som lo, hvor du gik ud og ind
iblandt os, "Bette Claus".

Anton Kvist"

Morsø Folkeblad
7. september 1928:
   "En Sten fra Mors paa Claus Jensens Grav i Chicago! - Siden Morsingboen, Entreprenør Claus Jensens Død i Chi­cago, har "Det Danske Brodersam­fund", hvor Claus Jensen jo var Over­vice- præsident, syslet med Tanken om at rejse ham et Minde. Indenfor For­eningens Bestyrelse er man enig om, at Mindes- mærket helst skulle have Tilknytning til Mors, og det drøfte­des bl.a. at rejse et Mindesmærke af Moler, men denne Tanke er opgivet. I Stedet for har man i Dag kjøbt en stor Kampesten af rød Granit, af Ths. An­dersen, Kokkedal i Nørre Draaby. Det er især Dr. Max Henius, alle Dansk­Amerikaneres Ven og Hjælper, der har været virksom for denne Plans Gjen­nemførelse. For ca. 14 Dage §iden var Dr. Henius paa Mors, og var da rundt paa Øen for at se paa forskjellige store Kampesten. Han bestemte sig saa for en Sten, der ligger i Stranden i Nr. Draaby og ejes af Ths. Andersen, Kokkedal.
   I Dag er denne Sten kjøbt, og vil i de næste dage blive transporteret tilStenhugger Rasmussens Værksted i Nykjøbing, hvor den vil blive forsynet med Inskription. Det var Meningen, at Stenen skulle have været sejlet til Kjøbenhavn, for derfra at blive sendt til Kjøben- havn-Amerika, men DFDS vilde ikke tage den store Sten - den vejer ca. 7000 Pund - med "Limfjor­den", og den bliver derfor sendt med Bane til Aalborg og derfra sendt med Skib til Kjøbenhavn. Paa Stenens Forside kommer der til at staa: "To the memory of Claus Jensen - Born i Flade Island of Mors, Denmark, No vember 29th 1867. Died in Chicago July l1th. I928." - og paa Stenens Bagside: "This Boulder was found in Flade bounty, Island of Mors, Denmark, near Claus Jensens Birth­place."
   Saa snart Stenen er tilhugget, bliver den sendt til Amerika, og ved en større Høitidelighed, vil Stenen fra Kokkedal blive afsløret paa Claus Jensens Grav."
   Om denne sten blev sendt til Ame­rika, er et ubesvaret spørgsmål, - eller er det måske den sten, som i dag står på højen i Flade. Året efter, den 30. august 1929, kunne man nemlig læse følgende i Morsø Folkeblad:
   "Stenen for Claus Jensen! - Den store Natursten blev i dag transporte­ret til Salgjerhøj. Som bekendt har en Kreds af Danske i Chicago - med Dr. Max Henius i Spidsen - villet hædre Morsingboen Claus Jensen ved at rejse en Mindesten for ham i hans Fø­deby Flade. For lang Tid siden erhver­vede man en dertil egnet stor natur­sten, som Stenhuggermester Rasmus­sen, Nykøbing, i den senere Tid har haft under Behandling. I disse Dage er Stenen blevet færdig, og den bærer følgende Inskription: "TIL MINDE OM MORSINGBOEN CLAUS JEN­SEN, FØDT I FLADE 1867, AME­RIKANSK BORGER 1905, DØD I CHICAGO 1928. REJST 1929 AF VENNER I CHICAGO, U.S.A."

   I Dag blev Stenen, der vejer ikke mindre end 4000 Pund, ført til Flade Bakker af Vognmand Martin Peder­sen, der transporterede den store Sten paa en Lastbil. Da Stenen skulde slæ­bes op paa den Bakke, hvor den skal rejses, maatte der yderligere fire heste til for at trække den. Der vil antagelig gaa en Uges Tid, før det smukke Mo­nument er endelig opstillet."
   Da vægten paa den først indkøbte sten er angivet til 7000 pund, og den her omtalte til 4000 pund, saa er der muligvis tale om to forskellige sten, så den største virkelig er blevet sendt til Amerika og måske stadigvæk står paa Claus Jensens grav.

Morsø Folkeblad
21. september 1929:
   "Mindestenen for Claus Jensen! ­Som omtalt har Stenhuggermester Rasmussen for nogle Dage siden rejst den tidligere omtalte Mindesten, som Morsingboere i Chicago har bekostet, paa en Høj umiddelbart Nordøst for Salgjerhøj. Den smukke rødbrune Sten tager sig meget smuk ud paa den lyngklædte Bakke. Dr. Max Henius, der er den ledende i Foretagendet, har paa Givernes Vegne skænket Ste­nen og Højen til Flade - Sdr. Draaby Kommune, og Sogneraadet har lovet at overtage Protektionen af Mindes­mærket."
   Efter kommunesammenlægningen må protektionen for stenen og højen vel antages at være overgået til Morsø Kommune.

   Efterfølgende undersøgelser har klar­lagt, at Claus Jensen var født i Flade 29. november 1867, som søn af hus­mand Jens Peter Klausen og hustru, Ane Marie Larsen. Efter forældrenes død, blev deres hus i Flade, matr. nr. 62a, i 1908 solgt til Flade - Sdr. Draaby Kommune. Af skødet fremgår, at de­res efterlevende arvinger og børn var:
   Karen Jensen gift med arbejdsmand Kristen Pedersen i Tøving, Maren Jen­sen sygeplejerske i Nykøbing, Claus Jensen vognmand i Chicago, samt Larsine Jensen gift med arbejdsmand Rasmus Rasmussen i Nykøbing.
   Claus Jensens søster, Karen i Tøv­ing, var i øvrigt kort efter broderens død udsat for en ulykkelig hændelse, hvilket Morsø Folkeblad omtalte 15. oktober 1928: "I Tøving skete i Gaar Eftermiddag en uhyggelig Ulykke. Husmand Kr. Pedersens Hustru, den 72-aarige Karen Petersen, var lige gaaet op paa Loftet, antagelig for at hente nogle Tørv. I Mørket styrtede hun ned ad Trappen, og da Kr. Pedersen lidt efter kom ud, fandt han sin Hustru liggende blødende og bevidstløs nedenfor trappen. Der blev tilkaldt Læge, og denne beor­drede Karen Pedersen indlagt paa Sygehuset Nykøbing. Paa vor Fore­spørgsel oplyser Sygehuset i Dag, at den tilskadekomne har faaet et Kraniebrud, men at hendes Tilstand efter Omstæn- dighederne er nogen­lunde."
   Nogle dage senere kan avisen melde: "Karen Pedersen er stadig i fremad­skridende Bedring. I øvrigt oplyses det, at Karen Pedersen er en Søster til Overvicepræsident Claus Jensen, der for nylig døde i Chikago. Karen Pe­dersen var netop i Færd med at skrive et Brev til hans Enke. Da hun var om­trent færdig med Brevet, vilde hun gaa op paa Loftet for at finde et eller andet, og paa Tilbagevejen derfra var det, at hun styrtede ned."

   Karen og Kr. Pedersen havde fire børn, Peder, Jens Peder, Ane Bothilde og Valdemar, og efter disse må der sikkert være flere efterkommere, der således har "famiIiemæssige relatio­ner" til Claus Jensen og hans minde­sten i Flade.
   Claus Jensens yngste søster, Lar­sine, var gift med Rasmus Rasmussen fra Fyn, som var støberiarbejder, og de boede i Nørregade 19. De havde efter folke- tællingen 1921 følgende børn: Karl Peter, Anne, Emanuel, Vio1e, Alfride og Vigta(?) Her må ligeledes være efterkommere, som måske slet ikke er klar over, at der i Flade Bakker tæt ved Salgjerhøj står en mindesten for en af deres ældre slægtninge.
   Dette var, hvad de foreløbige kort­fattede undersøgelser bragte for da­gen, vedrørende Claus Jensen og hans høj og sten i Flade. Hen ad vejen kommer der nok flere oplysninger, som kan være med til at tegne et mere fyldestgørende billede af en interes­sant person fra Mors.